”Mine forældre er nogle gammeldags, uforstående mennesker”. Jeg er sikker på, at det er sådan, min søn tænker om os lige nu. Han sidder oppe på sit værelse og surmuler. Jeg kan høre, at han sidder ved sit klaver og klimprer nogle akkorder – i mol. Det er ikke et godt tegn. Jeg ved nemlig, at når han gør det, så kommer der et kæmpe vredesudbrud. Og ofte går det vredesudbrud ud over hans lillesøster, som slet ikke har nogen som helst ide om, hvad der sker inde i ham.
Vred ung mand
Min søn er vist nok det, man kalder for en vred ung mand. Han føler, at han bliver bremset i mange ting. Af os. Vi får det ofte at vide. Som han siger: ”I har slet ikke nogen idé om, hvad frihed er!” ”I ved slet ikke, hvad jeg har brug for.” ”I spærrer mig inde!”
Her vil jeg så lige sige, at vi ved udmærket godt, hvad han mener: Han er utilfreds med, at vi sætter grænser for, hvor længe han må være ude om aften. Han er vred over, at vi forlanger, at han læser sine lektier, inden alle mulige aktiviteter skal gennemføres. Han er skuffet over, at vi ikke vil lade ham være sammen med hvem som helst.
Vil gerne hjælpe
Jeg vil også godt lige sige, at vi gerne vil have, at han er en glad dreng, og at han faktisk får lov til mange ting, som mange af hans klassekammerater ikke får lov til. Så hans anklager imod os er lidt uretfærdige, synes jeg.
Vi har dog valgt at holde fast på vores principper: Der skal ikke være slinger i valsen fra hans side, når det handler om skolen. Den skal passes. Og spisetiderne. Sådan er det bare.
Det giver konflikter. Og ja, vi forsøger at løse konflikterne med samtale og undersøgelse af, hvilke muligheder der findes, for at konflikterne ikke bliver til borgerkrig i familien.
Afsted på efterskole med ham
Men her på det seneste er konflikterne blevet så hyppige og så voldsomme, at jeg mener, at der skal gøres noget meget drastisk. Måske skal vi sende vores dreng på en efterskole på Fyn, så han kan komme lidt væk fra os og lære at tage ansvar. De fleste af hans argumenter går jo netop på det: Vi giver ham ikke ansvar for sig selv. Nej, det gør vi ikke, fordi vi ved, at han ikke kan håndtere det endnu. Alene. Han har brug for hjælp. Men vil han bede om hjælp? Ikke tale om. Og han skal altså – efter min overbevisning – lære, at det er helt ok.
At han bliver sendt på efterskole på Fyn, er der så to grunde til: Den første er, at jeg kender lederen af skolen. Han er alletiders og har altid en god kommunikation til unge, der vil i kamp. Den anden er, at Fyn er ikke så langt væk fra, hvor vi bor. Vi kan være der på 2 timer. Så hvis der sker noget, så er der ingen, der kan stoppe os fra at komme. Vi kan besøge ham i alle de mange kommende weekender. Og det vil vi da få brug for.
Senest opdateret marts 23rd, 2023 kl 03:51 pm
